Ny boligsocial podcast med beboere fra Odense

Boligsocialt Hus i Odense har netop udgivet en ny podcast - lavet af beboere til beboere. Anna Stærbo, redaktør i Boligsocialt Hus, fortæller om baggrund og arbejdet med podcasten. 

I Boligsocialt Hus i Odense, hvor vi står for Danmarks største boligsociale helhedsplan, er vi netop udkommet med podcasten ”Beboerne – en boligsocial podcast”. Som redaktør for Vollsmose Avisen har jeg fået til opgave at udbrede vores kommunikative indsats til vores øvrige tre boligsociale områder i Odense – men som noget andet end en fysisk avis.

 

Valget er faldet på podcastmediet. Dels fordi der er relativt kort vej fra optagelse til udgivelse. Samtidig har vi mulighed for at inddrage beboere i skabelsen af podcasten, som vi ellers ikke ville kunne nå med vores avis. Det er alt andet lige mere lige til at tale end at skrive.

 

Målet med podcasten er, at den skal være lavet af beboere til beboere. Nysgerrighed, nærhed, ordentlighed og ikke mindst journalistiske metoder skal være drivkraften.

 

Første sæson af vores podcast kommer til at bestå af tre bydelsportrætter fra Ejerslykke, Korsløkken og Rising/Solbakken – områder i Odense med en boligsocial helhedsplan. Første portræt er udkommet. Det hedder Ejerslykke Arkivet og består af syv afsnit, som kan høres på Spotify og Apple Podcasts.

 

Her møder man mennesker, der bor og arbejder i Ejerslykke. Det er et kludetæppe af små fortællinger, som samlet set giver et indblik i livet i bydelen. Vi har blandt andet spillet dart med beboere fra det sociale værested Kik Ind, kigget på stensamlinger hos beboere i seniorbofællesskabet Det Kreative Seniorbo, og vi har besøgt beboerne Susi og Ulrik, som både er medlemmer af afdelingsbestyrelsen og som avler undulater på hobbyplan.

 

Fra efteråret 2022 er det vores plan at etablere en beboerredaktion, som skal planlægge og producere de næste sæsoner af podcasten.

 

Lyt til podcasten her: